Hun er flyttet tættere på relationerne
Gerthie Elsen tog et stort spring og flyttede fra en landejendom i Sønderjylland til et seniorbofællesskab i Kolding – og her befinder hun sig godt
Gerthie har det som om, hun er kommet hjem.
Efter at have boet på en gård lidt uden for Tinglev i Sønderjylland i 54 år er hun flyttet til Kolding i et seniorbofællesskab i den nordlige del af bymidten, hvorfra hun har den skønneste udsigt ud over Kolding Fjord.
– Da jeg var barn og ung, boede jeg i Sandager ved Flensborg Fjord. Når vi sad i stuen, kunne vi kun se fjorden og så Tyskland ovre på den anden side. Jeg har lidt den samme udsigt her. Det var udsigten, der gjorde, at jeg med det samme sagde ja, da jeg fik tilbudt lejligheden her, fortæller Gerthie.
Men der var også andet, der trak Gerthie til Kolding. Nemlig personlige relationer. Gerthies datter og familie bor i Kolding.
Fra told til psykoterapi
Gerthie blev enke for et par år siden efter et langt samliv med sin mand Bertram, der først var landmand, siden speditør og lagerforvalter. Hun arbejdede i 27 år hos Told og Skat på momskontoret, indtil hendes job blev nedlagt, og hun måtte tage en uddannelse.
– Jeg ville gerne være psykoterapeut, og det læste jeg også til. Men syntes ikke, jeg så godt kunne sige, at jeg var tolder og psykoterapeut, så jeg tog også en uddannelse til pædagog, smiler Gerthie.
Det blev til 15 år som pædagog på et børnehjem ved Haderslev. Sideløbende uddannede hun sig til kirkesanger og var fast kirkesanger i Tinglev Kirke i 17 år.
Og allerede flere år før hun blev enke, sang hun også i kirkekoret ved Brændkjærkirken i Kolding. Det gør hun også i dag sammen med sin datter og sine to børnebørn.
Begge hendes sønner bor i Københavnsområdet, men Gerthies datter bor altså i Kolding.
– Og mine børnebørn spurgte mig, om ikke jeg ville flytte til Kolding, for så kunne jeg bo ovre på ”plejehjemmet”, som de kaldet det – sammen med de gamle, som de sagde, fortæller Gerthie med et grin.
– Og jeg havde ikke så meget at blive boende i Tinglev for, så jeg meldte mig ind i boligforeningen og fik tilbudt den lejlighed, jeg bor i nu. Min datter, svigersøn og to børnebørn bor bare 300 meter herfra, og det er dejligt, at vi er så tæt på hinanden. Nu kommer børnebørnene forbi og siger hej. Det ville de ikke gøre, hvis jeg boede i Tinglev, pointerer Gerthie.
Hårdt at flytte, men godt
Hun understreger, at det er hårdt at blive alene, når man har været gift i over 50 år. Og det har tager mange kræfter og lang tid at flytte sig selv og sit liv de godt 50 km, der er fra Tinglev til Kolding. Men det har været det hele værd.
– Jeg boede i et stuehus på 185 m2, og derudover havde jeg et atelier i laden, som også var på 185 m2. Det har jeg så komprimeret ned til 90 m2 her med et lille rum i kælderen. Så jeg har virkelig skullet vælge ud, hvad jeg ville have med. Jeg kunne f.eks. ikke have plads til mit klaver, men jeg har taget klaverbænken med, smiler hun.
Et dejligt liv i nye omgivelser
Hun konstaterer, at det har været et værre flytteri, der tog omkring et halvt år, fordi hun overtog lejligheden i god tid, inden hun skulle overdrage gården til køberen. Så hun har kørt frem og tilbage mellem gården og lejligheden med flyttegods i sin lille bil.
– Nu skal jeg ikke flytte mere. Jeg glæder mig over, at det er et dejligt liv, jeg har her. Det er et dejligt sted, hvor der er mange søde mennesker og fællesskaber, som jeg er kommet med i. Bl.a. er jeg med i en strikkeklub, og så har vi fællesspisning om vinteren og bankospil. Jeg synes, at når man vælger at bo her, hvor det er et seniorbofællesskab, så skal man også være en del af fællesskabet, pointerer Gerthie.
Venlige, levende potteplanter
Hun er altså meget tilfreds med sin beslutning om at forlade Sønderjylland. Men lige i starten Gerthie lidt mere skeptisk.
– Jeg tænkte – hvad er det dog for et sted, jeg er kommet til. For der var ”levende potteplanter” i alle vinduerne. Det var jeg bestemt ikke vant til fra Sønderjylland. Jeg troede, det var fordi, folk var nysgerrige. Men det viste sig jo bare, at folk var interesserede i, hvem jeg var, og at de gerne ville tage godt imod mig.