Skip til hoved indholdet

Koldings virksomheder nedbringer CO2-udslip sammen

CO2 Kop

Grøn omstilling og bæredygtig vækst er også på dagsordenen i Kolding, hvor Erhvervsgruppen og Foreningen Business Kolding har indgået et samarbejde om udvikling af CO2-klubben og styrkelse af klimaindsatsen

24. februar 2021

CO2-klubben blev startet for knapt et år siden i regi af Erhvervsgruppen. Formålet er at skabe et samarbejde mellem virksomheder i Kolding om at styrke klimaindsatsen ved at nedbringe CO2-forbruget. I december 2020 overtog Foreningen Business Kolding driften af klubben, da det passer ind i den øvrige dagsorden med øget fokus på bæredygtighed og FN's 17 verdensmål.

 

- Vi har en ambition om at nedbringe CO2-niveauet i Kolding. Vi er ikke klimaeksperter og påstår os ikke grønnere end vi er, men vi ønsker at hjælpe til og derfor deler vi løsninger, som er med til at nedbringe CO2-niveauet. Derfor blev CO2-klubben skabt i maj 2020, siger Henrik Paulsen, partner, BDO og formand for Erhvervsgruppen Kolding, der tilføjer:

 

- Vi glæder os meget over at CO2-klubben nu kommer ind i et meget stærkere set-up med Business Koldings organisation som motor i arbejdet med at øge virksomhedernes grønne omstilling.

 

CO2-klubben har omkring 70 medlemmer, og der kommer løbende flere til. Her kan medlemmerne udveksle deres erfaringer med nedbringelse af CO2 med det udgangspunkt, at de gode eksempler skal inspirere andre.

 

Find inspiration i klubben

Erhvervslivet i Kolding har godt fokus på den grønne dagsorden og vil gerne bidrage til udvikling og forbedringer, hvilket også kan ses i den stigende interesse for CO2-klubben. Det er derfor klubbens ambition at støtte op om dette ved også at bidrage med viden og værdiskabende aktiviteter til medlemmerne.

 

- Klimaudfordringen er et anliggende for os alle, også for virksomhederne. I CO2-klubben har man fundet en motiverende og inspirerende måde at arbejde med nedbringelse af CO2-udledningen på, som er tilgængelig for alle slags virksomheder. Det vil vi gerne være med til at udbrede, og derfor har Foreningen Business Kolding sagt ja til at overtage klubben og føre den videre, siger Morten Bjørn Hansen, adm. direktør i Business Kolding.

 

- Vi kan se, at det at engagere sig i FN’s verdensmål og arbejde med bæredygtighed i virksomhederne, er noget som tager fart i disse år. Opgaven rækker ud over kommunegrænsen, og vi skal have modet til at se efter de løsninger, som gør en reel forskel, siger Morten Bjørn Hansen, der mener, at virksomhederne allerede er langt fremme.

 

Foreningen Business Kolding ser arbejdet med CO2-klubben som afsæt for en bred dagsorden for bæredygtig vækst i hele Kolding Kommune. CO2-klubben er et gratis tilbud til de godt 630 medlemmer af Foreningen Business Kolding.

Kolding er fuld af gode historier

Kolding er en kommune, hvor fællesskaberne trives, og hvor rammerne er til stede for, at man kan skabe sig "det gode liv".

Det er også en kommune i konstant udvikling. Og der, hvor der leves gode liv, og hvor der sker udvikling, ligger der også en masse gode historier.

Se flere historier her