Skip til hoved indholdet

Webinar om udvikling af havneområderne

Kolding Havn Fra Fjorden 1200Pxb

Kolding Kommune holder et webinar med fremtidsforsker Jesper Bo Jensen om udviklingen af Koldings havneområder torsdag 25. marts. Det er det første af tre webinarer om emnet

 

Det første webinar holdes altså 25. marts, kl. 16-17.30. Her kommer fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, ph.d, med sine bud på fremtidens by og fremtidens trafik og mobilitet.

 

- Desværre har vi stadig ikke mulighed for at mødes fysisk. Det får vi forhåbentlig lidt senere på foråret. I mellemtiden tilbyder vi tre webinarer, hvor alle interesserede over nettet får mulighed for at få fælles viden og inspiration forud for den videre proces, fortæller projektleder Lene Marcussen, Kolding Kommune.

 

Jesper Bo Jensen vil komme ind på en række emner, som også har betydning for, hvilke muligheder vi har i Kolding Kommune for at agere i verden fremover.

 

  • Hvordan vil byen udvikle sig efter corona-epidemien og med de nye bosætnings- og arbejdsmønstre?
  • Hvem vil bo hvor og hvordan?
  • Hvor mange vil arbejde hjemme?
  • Hvad betyder det for detailhandel og bymidter i fremtiden?
  • Hvordan påvirkes trafikken og mobiliteten af de nye mønstre?

 

Før Jesper Bo Jensens foredrag fortæller Kolding Kommune lidt om den kommende dialogproces, herunder hvornår man får mulighed for at komme med sine ideer til udviklingen af havneområderne. I løbet af webinaret kan man stille spørgsmål via computeren.

 

De to næste webinarer kommer til at kredse om henholdsvis fremtidens havn og Kolding og Kolding Havn som en del af en større kontekst.

 

En åben proces

Dialogprocessen om udviklingen af Koldings havneområder blev startet i foråret 2020, men har siden været påvirket af coronanedlukningen. Planen er med afsæt i Kolding Kommunes vision ”Sammen designer vi livet” at gennemføre en åben proces, der både indeholder formidling af projektet i form af nyhedsbreve, oplæg mv. samt workshops, interviews, spørgeskemaer, webinarer mv., hvor alle interesserede får mulighed for at påvirke planerne.

 

Man får automatisk besked om de kommende webinarer og de øvrige aktiviteter i den videre proces om udviklingen af Koldings havneområder ved at tilmelde sig nyhedsbrevet "Udvikling af Koldings havneområder". 

 

Tilmeld dig

Webinaret med fremtidsforsker Jesper Bo Jensen 25. marts, kl. 16-17.30

Nyhedsbrevet ”Udvikling af Koldings havneområder”

Kolding er fuld af gode historier

Kolding er en kommune, hvor fællesskaberne trives, og hvor rammerne er til stede for, at man kan skabe sig "det gode liv".

Det er også en kommune i konstant udvikling. Og der, hvor der leves gode liv, og hvor der sker udvikling, ligger der også en masse gode historier.

Se flere historier her