Fra ny i byen til en del af fællesskabet i Kolding
Jessica er oprindeligt fra San Francisco. I 2016 flyttede hun til Danmark og boede i en forstad til København, mens hun studerede og arbejdede på universitetet. I 2020 gik turen videre til Kolding, da hun fik en PhD-stilling på SDU. Og det var ikke kærlighed ved første blik.
“Jeg syntes ærligt talt, det virkede lidt stille – og jeg savnede både storbyliv og god kaffe,” fortæller hun i dag med et smil.
I dag kan hun næsten ikke genkende den tanke.
“For Kolding handler ikke om, hvad der sker omkring dig. Det handler om det, du selv bliver en del af.”
For Jessica blev frivillighed vejen ind i byen og ind i fællesskabet. Gennem frivilligt engagement i blandt andet ”Kolding Pride”, spejderforeninger, ”Cykling uden alder” og ”Foodreformers” lærte hun både byen og menneskerne at kende.
“Frivilligt arbejde gør, at man ikke bare møder mennesker. Man får en rolle. Man bliver inviteret med og man føler, at man hører til.”
Netop følelsen af at høre til var sværere at finde, da Jessica boede i forstaden til København. Her oplevede hun, at mange levede mere adskilte liv.
I Kolding mødte hun noget andet: varme, imødekommenhed og mennesker, der hilser.
“Jeg blev virkelig overrasket over, hvor meget energi folk lægger i at skabe liv i byen. Der sker hele tiden små og store ting, og meget af det er drevet af frivillige, der vil noget sammen.”
Kolding er Jessicas by
Gennem frivilligheden har Jessica opbygget et stærkt netværk af både danske og internationale venner. Hverdagen er fyldt med fællesskab. Det kan være en gåtur i Marienlundsskoven, en snak på Arkaden eller et arrangement, hun selv er med til at skabe.
I dag bor Jessica tæt på Koldinghus sammen med sin kæreste. Hun sætter pris på, at alt er tæt på, at hun kan gå til det meste.
“Man kan bo rigtig godt i Kolding. Og billigere, end jeg var vant til,” siger hun med et smil.
Selvom Jessica i dag arbejder på Aarhus Universitet, pendler hun med glæde for at blive boende i Kolding. For hende er valget enkelt.
“Hvis jeg skal bo i Danmark, er der kun én by for mig – og det er Kolding.”
Og hendes råd til nye – især internationale – tilflyttere er klart:
“Engagér dig i frivillighed. Det er den hurtigste vej ind i fællesskabet. Og fællesskabet er det, der gør, at Kolding føles som hjem.”