Evangelos står midt i en stor hal på sin arbejdsplads Grm Equipment

Evangelos fra Athen fandt balance i hverdagen

Da miljøingeniør Evangelos fra Grækenland flyttede til Kolding for to år siden sammen med sin kone og deres lille datter, kendte han ærligt talt ikke meget til byen. Han havde fundet et spændende jobopslag hos Gram Equipment på LinkedIn – og det blev starten på et nyt liv i Danmark.

”Jeg havde tidligere boet et år i København som gæsteforsker på DTU. Dengang lærte jeg den danske kultur lidt at kende. Og jeg kunne rigtig godt lide den,” fortæller Evangelos.

Da muligheden hos Gram Equipment dukkede op, virkede det som det helt rigtige tidspunkt.

Allerede ved første besøg i Kolding var indtrykket positivt:

”Jeg kan stadig huske, da jeg kørte rundt for at se byen og området. Kolding virkede med det samme som et sted, hvor vi kunne skabe et godt familieliv. Byen kombinerer natur, historie og byliv på en harmonisk måde” siger han med et smil.

Det var ikke svært at finde et sted at bo

Flytningen fra Grækenland til Danmark var selvfølgelig ikke uden udfordringer, men meget gik lettere, end familien havde forestillet sig.

”Gram Equipment hjalp os utrolig meget. De sørgede for, at vi kunne bo i en møbleret lejlighed den første måned, så vi havde tid og ro til at finde vores eget hjem. Og det viste sig faktisk ikke at være så svært at finde et godt sted at bo i Kolding,” fortæller Evangelos.

I dag er familien faldet godt til. Han oplever både kolleger, naboer og venner som meget støttende i processen.

”Jeg hørte inden, at danskere kunne være lidt reserverede, men det har jeg slet ikke oplevet. Tværtimod! Folk i Kolding er åbne, varme og meget hjælpsomme. Jeg har aldrig fået et nej, når jeg har spurgt om hjælp. Og når jeg går en tur, siger folk hej til hinanden” siger han.

Legeparken og fjorden

Noget af det, Evangelos sætter allermest pris på, er, hvor nemt hverdagen fungerer:

”Det er bekvemt at få hverdagen til at hænge sammen. Det giver energi til familien og arbejdet. Det er meget dansk, tror jeg, at nyde hverdagen og ikke kun ferierne,” siger han.

Fritiden bruger familien gerne i naturen omkring Kolding – både i Legeparken og i shelterområderne, som Evangelos kalder et ”fantastisk tilbud”. Han windsurfer, vinterbader og nyder, at der er så mange gratis aktiviteter og arrangementer i byen.

Kolding føltes bare rigtigt

Når han skal forklare, hvorfor han valgte netop Kolding, vender han tilbage til det, der i sidste ende gjorde udslaget:

”Da jeg besøgte forskellige byer i området, var det Kolding, der føltes bedst. Det er svært at forklare – det var bare en følelse. Kolding har en særlig stemning. En god energi. Og så er byen tryg, den har mange tilbud for børn, et stærkt internationalt community og alt det, man skal bruge for at få et godt familieliv.”

”Kolding føltes bare rigtigt – lige fra starten.”