Maja sidder ved sit skrivebord

Maja rejste ud - og fandt hjem til Kolding

Maja Bygvrå er født og opvokset i Kolding, men som ung kunne hun ikke komme hurtigt nok væk. Siden har hun boet mange steder i både Danmark og i udlandet i forbindelse med forskellige job.

For at nævne et et par destinationer: København, Aarhus, Cape Town, Nepal, Langeland og Rejsby.

Det var egentlig ikke planen, at hun og familien for to år siden flyttede tilbage til Kolding. Men det viste sig at være det helt rigtige.

Selfie af Maja med sin mand og to børn i baggrunden, der er ved at fælde et juletræ
Familien har genopdaget Kolding-området bl.a. med naturen, fjorden og de mange tilbud til børn.

Ro, natur og nære relationer

Efter mange flytninger fandt Maja og hendes mand ud af, hvad der gav dem kvalitet i hverdagen som børnefamilie: ro, natur og nære relationer. Det fandt de i Sdr. Bjert. Et lokalsamfund med stærke fællesskaber og en tydelig lyst til at engagere sig. Og med tre små børn, er nærheden til bedsteforældrene også et stort plus.

“Der er ro og plads til at være her. Det er nemt at være børnefamilie. Og huspriserne gør, at man kan indrette sit liv på en helt anden måde.”

Familien har genopdaget Kolding. Det er i naturen omkring fjorden og Stenderupskovene, de mange tilbud til børn og det lokale engagement.
Et højdepunkt var Blue Bridge Musikfestival i Sdr. Bjert, hvor frivillige skabte en helt særlig stemning og fællesskabsfølelse.

I dag er Kolding familiens base, og Maja har også stiftet sin egen medievirksomhed, Nomade Maja, hvor hun har kontor i Kolding midtby i kontorfællesskabet House of Innovation.