Torben og Aase sidder på en bænk med Kolding Miniby i baggrunden

Når man er åben, er alle venlige

Aase og Torben flyttede til Kolding fra Aarhus for at bo mere centralt i landet, og samtidig gik de fra at være husejere til at leje et rækkehus, så de kan få frihed til at rejse

Hvis der er noget, der kendetegner det nye liv, som Aase og Torben Dahl Tranberg har fået i Kolding, er det små træer og sten.

Ægteparret flyttede ind i et nybygget rækkehus i det nordlige Kolding i maj 2025, og de gik straks i gang med at anlægge deres lille have.

Aase og Torben sidder på hug i deres lille have mellem stem og bonsai-træer

Sansesti i haven

Den er fyldt med flotte sten. Nogle er lagt, så de udgør en sansesti, man kan gå på med bare fødder. Andre er kunstfærdige pyntegenstande, som Torben selv har hugget ud. Og mellem stenene er der en lille skov af lave træer, de såkaldte bonsai-træer, som er fuldendte miniudgaver af arter, vi kender fra danske skove, som f.eks. fyr, lærk, ahorn og bøg.

– Det tog en uge at anlægge haven med sansestien som midtpunkt, fortæller Torben.

Murer og gartner i Minibyen

Sten og træer er også centrale elementer for Aase og Torben, når de er frivillige i Kolding Miniby, hvor Aase er minimurer, og hvor Torben meget passende er minigartner, for han har dyrket bonsai-træer i 45 år. Aase murer bl.a. skorstene til husene.

– Jeg elsker at nørkle med små ting. Det er helt fantastisk at være med til at bygge af de små, fine mursten, smiler Aase.

Tættere på søn i Berlin

Noget andet, de begge elsker, er at rejse. Det er bl.a. derfor, de byttede adressen i Hasselager ved Aarhus ud med en ny i Kolding.

– Vi har en søn i Horsens og en søn i Berlin. Ham i Horsens er vi lige tæt på, om vi bor i Aarhus eller i Kolding. Men vi synes, vi er kommet tættere på ham i Berlin, griner Aase.

Og det handler om andet end kilometerafstanden.

– I Kolding bor vi lige midt i Danmarks store motorvejskryds. På et øjeblik er vi på motorvejen og kan køre i alle retninger – nord, syd, øst og vest. Og så er der kun 42 km til lufthavnen i Billund og 3,5 kilometer ind til stationen, hvor vi kan tage toget direkte til Hamborg og Berlin. Og vi har så gode naboer her, at de gerne kører os ind til stationen, fortæller Torben med glæde i stemmen.

De er tit i Berlin, for de har et lille barnebarn dernede, som de er sammen med ca. hver sjette uge. Turen foregår dog ikke altid i bil eller med tog.

– Vi kan også sagtens køre derned på vores motorcykler, hvis vejret er til det, for det er jo kun 550 km, supplerer Aase og henviser til de to tohjulede, der er parkeret uden for rækkehuset.

Torben står mellem husene i Kolding Miniby og nipper små skud af et fyretræ

Alle er interesserede i hinanden

Noget andet der trak ved Kolding var, at de kunne flytte ind i et af de nybyggede rækkehuse tæt på Birkemosevej.

– Der er 114 huse herude, og alle, der bor her, er nye. Ingen kendte hinanden på forhånd. Derfor er alle meget interesserede i at lære hinanden at kende. Det gør, at vi hurtigt har fået et godt naboskab op at stå, forklarer Torben.

– Vi har oplevet rigtig meget imødekommenhed fra vores naboer og fra andre i Kolding. Ja, vi oplever, at der er omsorg for hinanden. Både hvor vi bor og i Minibyen. Det er altså virkelig dejligt, smiler Aase, der peger på, at det er rigtig godt at søge ind i et fællesskab, når man flytter til et nyt sted, for så lærer man hurtigt nogle at kende.

Men måske er det ikke så sært, at de to nye koldingensere oplever så meget venlighed.

– Når bare man selv er åben, så er folk altid venlige. Det har vi oplevet mange gange i vores liv, fortæller Aase.

Aase er i gang med at mure en skorsten på et af minibyens tage

Et nyt eventyr i rækken

Det kan virke som et stort skridt at sælge sit hus og flytte til en ny by, hvor man ikke kender nogen. Men for Aase og Torben er det bare et nyt eventyr.

De er flyttet til andre byer før på grund af arbejde, og hver gang har det været spændende for dem at komme til et nyt sted. Torben var det meste af sit arbejdsliv i bankverdenen, og er siden uddannet massør og instruktør i mindfulness. Aase har arbejdet som bogholder, financial controller og regnskabschef.

– Vi er generelt ret eventyrlystne, og vi rejser rigtigt meget. Vi har været på alle 7 kontinenter. Senest var vi på Sydpolen, altså Antarktis, som vi sejlede til, og hvor vi var i land to gange, fortæller Torben.

Aase supplerer:

– Det er også derfor, vi er flyttet i lejebolig. Her har vi kun en lille og nem have, og hvis noget går i stykker i huset, ringer vi efter viceværten. Den måde at bo på giver os mulighed for at rejse, så længe vi kan. Vi har det princip om, at vi helst skal have været i flere lande, end vi er år, fortæller Aase med et smil.

Indtil videre (juni 2026) har de været i 67 lande, og de er 63 og 64 år. Så de er godt med.

Torben og Aase sidder på græsplænen foran minibyens udgave af Koldinghus