De er vilde med Viuf
Christina og Thomas er tilflyttere til Viuf, og de er så glade for at bo der, at de efter 16 år købte en byggegrund til et nyt hus i samme landsby
Det kan godt blive trangt i en villa, når familiens drenge bliver til teenagere. Det er ikke kun skoene, der fylder mere i gangen. Det kan også være svært at få plads til større møbler i værelser, der er bygget til mindre børn.
Pladsmangel var netop årsagen til, at Christina og Thomas Graugaard-Nielsen i foråret 2021 købte en byggegrund på Vesterengen i Viuf, efter at de havde boet i et ældre villakvarter i samme landsby i 16 år.
- En dag sendte jeg Thomas ud at gå en tur med hunden, fortæller Christina og fortsætter:
- Det var usædvanligt, for det plejer at være mig, der lufter Svend. Da han kom hjem, fortalte han, at han havde kigget på en ledig byggegrund på Vesterengen. Og ”den køber vi sgu”, sagde han til mig.
Drengene ville blive i Viuf
Nu er det ikke Thomas, der bestemmer alt i familien Graugaard-Nielsen. Men efter at have snakket sammen om det, blev Christina og de to teenagesønner enige med Thomas i, at det var det, de skulle gøre.
- Egentlig ville drengene helst ikke væk fra huset, som de har boet i hele deres liv. Men da grunden ligger et andet sted i Viuf, gik de med til det. Og de bliver garanteret glade for det, når de får mere plads på værelserne, smiler Thomas.
Christina supplerer:
- Drengene ville under ingen omstændigheder flytte fra Viuf eller skifte skole. For vi har en virkelig god skole herude, som de er glade for, og som vi er glade for som forældre. Men Thomas og jeg vil jo heller ikke væk herfra. For vi bor helt fantastisk godt i Viuf, så derfor var det perfekt at købe en ny grund her i byen.
Viuf har alle fordele for børnefamilier
Der er mange grunde til, at familien Graugaard-Nielsen synes, de bor godt i Viuf. De to voksne arbejder i Horsens og i Kolding, og uanset om man skal nordpå eller sydpå, er der let adgang til motorvejen. Det tager også kun 10 minutter at køre ind til Kolding.
Drengene kan cykle til skole på en sikker sti. Der er kun 2,5 km. Og der er let adgang til indkøb, for brugsen ligger kun 3,5 km væk.
Thomas og Christina Graugaard-Nielsen går tur med hunden Svend på deres byggegrund på Vesterengen i Viuf
- For natur- og hundemennesker ligger Viuf rigtig godt. Der er stier, markveje og skov. Man kan gå til Ø. Starup på en grusvej, hvor der ikke kommer mange biler. Det er en dejlig tur, som jeg tit tager med hunden, fortæller Christina.
Fællesskab og aktiv fritid
Viuf har også et rigt foreningsliv. Der er bl.a. en medborgerforening, som står for forskellige arrangementer i og ved medborgerhuset, hvor der også er gode udenoms-arealer. Bl.a. er der en aktivitetsplads, som flittigt bliver brugt.
Sport og idræt er der også meget af. Man kan bl.a. spille fodhold og håndbold. Men i familien Graugaard-Nielsen er volleyball den foretrukne sportsgren. Sønnerne spiller i Øster Starup Vester Nebel Hallen i den lokale volleyballklub, som Thomas er formand for.
- Både i foreningerne og privat kender folk hinanden og mødes på kryds og tværs i forskellige sammenhænge. Det gør det til et trygt og godt sted at være, fortæller Thomas og fortsætter:
- Så vi vil klart anbefale folk, der er på udkig efter et godt sted at bo eller bygge et hus, til at kigge på Viuf. Underligt nok er det ikke så eftertragtet som nabobyen Almind, og det er en skam, for det er mindst lige så godt at bo i Viuf. Og så er det jo også lidt billigere både at købe hus og grund i Viuf.
Meget tilfredse tilflyttere
Hverken han eller Christina er fra Viuf. Christina er fra Seest i det sydlige Kolding, og Thomas er vokset op længere oppe i Midtjylland. Han fortæller:
- Da vi skulle finde et sted at slå os ned, var Viuf det, der passede bedst til os. Vi kunne få et godt hus, der passede til os på det tidspunkt, hvor vi ville stifte familie, og til et beløb vi kunne betale. Og det har vi aldrig fortrudt. Tvært imod!
Ledige byggegrunde
- Beboelsesejendom Gl. Skamlingvej 7, Sjølund - GENUDBUD
- Eltang - Elmehøjen
- Christiansfeld - Sønderkobbel 61-109 og 60-80
- Vonsild - Ved Padholm 34
- Viuf - Vesterengen etape 2
- Jordrup - Kærvænget
- Skanderup - Ejersmindevej
- Vamdrup - Bastrupsmindehave
- Vamdrup - Bastrup Engvej
- Stepping - Kløvervænget
- Christiansfeld - Sønderkobbel 5-55
- Viuf - Vesterengen
- Lunderskov - Skifervænget
- Ødis - Søvænget