Kolding by
Kolding er en by der bygger på fællesskaber og gode oplevelser
Kolding er en lille storby med en landsbys hjerte. Det er en tryg by, hvor man kan få det hele, og det meste ligger inden for gå- eller cykelafstand af hinanden og af de omkringliggende boligområder.
I Kolding by er naturen lige uden for døren
Kolding er en by med oplevelser og fællesskaber af enhver slags og for enhver smag. Her finder du kulturoplevelser på byens teatre og spillesteder, café- og restaurantbesøg, store events og arrangementer, museumsoplevelser samt gode muligheder for at være sammen med venner og skabe nye relationer.
Kolding er beliggende i et naturskønt, kuperet landskab ved å og fjord, hvor naturen altid er lige uden for døren – uanset om du bor i centrum af Kolding eller i en af byens forstæder.
Der er et mangfoldigt udvalg af boliger
Kolding er beriget af at have et stort campusområde med flere videregående uddannelser, også for internationale studerende. De fleste ungdomsuddannelser ligger også tæt på byens centrum. De mange studerende er med til at give liv i byens gader, og mange af dem deltager aktivt i de fællesskaber, der også er en del af livet i Kolding.
De senere år er udbuddet af boliger øget betragteligt i Kolding by og i de nære forstæder til Kolding. Der er et mangfoldigt udvalg af boligtyper lige fra lejligheder over rækkehuse og byhuse til parcelhuse og villaer spredt over hele byen.