Sønder Bjert

Et aktivt landsbysamfund midt i naturen

Noget af det, der gør Sdr. Bjert til et særligt godt sted at bo, er fællesskabet og virkelysten.

Det er den årlige Blue Bridge musikfestival et godt eksempel på. Den finder sted i Sdr. Bjert og har anerkendte navne på plakaten.

Dertil kommer, at området har sin egen avis, en hyggelig vinbar med madmarked og koncertscene, en prisbelønnet kro og ikke mindst et rigt foreningsliv til gavn for alle aldre.

Sdr. Bjert tiltrækker mange nye indbyggere, der både ønsker landsbystemning og nærhed til mulighederne i en større by. Der er mange muligheder for at finde den rigtige bolig, fordi udbuddet er stort og forskelligartet i Sdr. Bjert. Byen er blandt andet kendt for sine fire velfungerende bofællesskaber.

Sdr. Bjert Skole har elever fra 0. klasse til 9. klasse med to spor på hver årgang. Og der er to børnehaver. Daginstitutionen Firkløveret, fordelt på to adresser, og Sdr. Bjert Menighedsbørnehave. Desuden er der flere dagplejemødre/fædre – både kommunale og private.