Stepping

Stepping er en landsby, der er fuld af aktivitet, og som ligger naturskønt og centralt

Stepping ligger i et kuperet landskab omgivet af marker og skov.

Stepping er en landsby, der kombinerer tryghed og nærvær med moderne udvikling. Her kan du bo tæt på naturen, men med kort afstand til større byer som Christiansfeld, Kolding og Haderslev

I byen ligger Stepping Friskole sammen med Stepping Natur- og Idrætsbørnehus, der blev oprettet for at bevare et lokalt pasnings- og skoletilbud. Det er et naturligt samlingspunkt for børn og familier i området.

Stepping har også et aktivt foreningsliv med idrætshal, sportsplads, multibane, spejder, krolf og flere lokale arrangementer, der styrker fællesskabet, som f.eks. Sankthans- og juletræsfester.

Der er også et arbejde i gang med en udviklingsplan for området Stepping-Frørup, der har fokus på nye stisystemer, naturgenopretning og bevarelse af landsbyens særlige miljø.

Foruden Stepping består sognet af områderne Anderup, Bjerndrup, Højrup, Højrup Overskov og Tågerup. Mod nord følger Stepping Sogns grænse den gamle grænse fra 1. verdenskrig, og Stepping ligger dermed i Sønderjylland.

Så her siger man mojn når man går.