Viuf

Viuf er en tryg landsby med et godt sammenhold

I Viuf passer beboerne på hinanden, og børn kan trygt bevæge sig rundt. Der er med andre ord et godt sammenhold.

Som tilflytter er der mange muligheder for at blive en del af fællesskabet, da der afholdes en række arrangementer for hele landsbyen i løbet af året.

Viuf har et godt samarbejde med nabobyen Almind. De to byer har fælles skole og fælles gymnastik- og idrætsforening.

Udviklingen i Viuf drives i høj grad af indbyggerne i tæt samarbejde med kommunen. Et godt eksempel er en stor solcellepark, der er etableret tæt på Viuf, hvor borgerne har været med til at bestemme, hvordan hele området samtidig blev omdannet til et attraktivt naturområde med offentlig adgang.

I Viuf kan man få passet de mindste børn i dagplejen. Og den private børnehave i Dons har også pasning af børn fra to år. Den kommunale børnehave Ådalen har to afdelinger, én ved idrætshallen og én tæt på Brugsen.

Alminde-Viuf Fællesskole ligger i Ådalen mellem Almind og Viuf.

Der er en god cykelsti til skolen fra Viuf, og mange børn cykler dagligt. Som en del af skolen er der SFO til 3. klasse, klubben AL-VI fra 4. klasse og ungdomsklubben DAV fra 7. klasse.

Der er gode busforbindelser til uddannelsesinstitutionerne for de unge.