En båd i havnen er lig med frihed

Hvad giver én den frihed, man har brug for, når man gerne vil leve et godt liv?
Kirsten Aagaard Mikkelsen og Jens Kristian Ladefoged er ikke i tvivl. For dem er frihed lig med en sejlbåd i havnen og en lille seniorbolig, som ikke kræver det store at passe.

Det kan de få i Kolding.

Kirsten og Jens Kristian tog et stort spring, da de i 2024 flyttede fra Tarm i Vestjylland til Sdr. Bjert. Det var på det tidspunkt, de begge forlod arbejdsmarkedet efter mange aktive år.

Kirsten har arbejdet, siden hun var 16 år. De seneste mange år arbejdede hun med IT og var gennem årene ansat på nogle af de største, vestjyske arbejdspladser Velux, Arla og Vestas. Jens Kristian havde også været på arbejdsmarkedet hele sit voksne liv. Nærmere bestemt i 46 år og på 25 forskellige arbejdspladser.

Så i 2024 var det på tide at stå af ræset og gå på henholdsvis efterløn og seniorpension.

Fra stort til småt

I Tarm boede de på en stor landejendom fra 1894 med et stuehus på 270 m2 og en grund på 3.500 m2. Derudover havde de sejlbåd i havnen i Ringkøbing og tog tit ud at sejle langs vestkysten og op i Limfjorden.

- Det krævede meget at holde det hele ved lige. Der var altid noget, der skulle laves, fortæller Kirsten.

De har to døtre. Den ene bor i Vestjylland, den anden i Sdr. Bjert ved Kolding.

- Engang for en del år siden, da vi var på besøg hos vores datter i Sdr. Bjert, foreslog vores svigersøn, at vi kunne have vores båd til at ligge i Kolding Havn. ”Jo tak”, svarede Jens Kristian, men hvem skulle så passe den? Det viste sig, at vores svigersøns far godt ville holde øje med den, og så kom vi på venteliste til en plads i havnen. Vi fik en plads efter 2 år. Og så kørte vi til Kolding, hver gang vi skulle ud at sejle. Det har vi ikke fortrudt, fortæller Jens Kristian.

Med båd i Kolding Havn

Seks år efter, de fik båden til Kolding, forlod de arbejdsmarkedet og tog springet. De solgte deres store ejendom i Tarm og flyttede ind hos datter, svigersøn og tre børnebørn. Parret har et værelse i familiens hus, hvor de bor sammen med deres 12 år gamle hund Max.

- Vores datter og svigersøn foreslog egentlig, at vi kunne købe et større hus sammen, så vi kunne bo sammen alle sammen. Men det sagde vi nej tak til. Vi vil ikke købe noget mere. Vi vil have et lille sted, som vi lejer, hvor vi ikke skal holde så meget. På den måde kan vi kan sejle så meget, vi vil, smiler Kirsten.Derfor er de skrevet op til en seniorbolig i Sdr. Bjert.

- Og så er vi på båden, når det er vejr til det, og sejler, når vi kan, fortæller Jens Kristian.

Sommertogtet 2025 gik til Sverige, for der er Kirsten født.

Men når de ikke er på togt, sejler de kortere ture alle mulige steder hen med udgangspunkt i Kolding Havn.

- Vi kan godt lide at ligge her i Kolding Havn. Herfra er der mange flere muligheder for at sejle til andre havne, end der er på vestkysten. Da vi havde båden liggende derovre, sejlede vi næsten altid til Limfjorden, og turene skulle planlægges godt. Nu kan vi bare sejle ud og sejle efter vejret og vinden, fremhæver Jens Kristian.

Og så hygger de sig ellers på båden. Max skal luftes, der er altid et eller andet, som Jens Kristian skal ordne, og Kirsten maler akvarel, strikker og hækler.

De møder verden med åbent sind

Noget af tiden går også med at snakke med naboerne og de andre, der ligger i havnen. Det har de altid gjort, også da de boede i Vestjylland. De har lyst til at møde andre, og de er venlige over for deres medmennesker. Den måde at leve livet på har da også givet Kirsten og Jens Kristian store oplevelser.

- Vi lever jo kun én gang. Så kan vi lige så godt få så meget som muligt ud af det, påpeger Jens Kristian.

Og Kirsten tilføjer:

- Vi har aldrig haft dårlige oplevelser i mødet med andre. Vi har en grundlæggende tillid til andre mennesker, indtil det modsatte er bevist, understreger hun.

De er ikke helt afvisende over for, at man kan kalde dem eventyrere. For deres åbenhed over for andre og deres store hjælpsomhed har bragt dem ud i mange særlige oplevelser, som det nok er de færreste, der får.

Man kommer langt med et smil

De har været flere steder i verden, hvor de har besøgt folk, de på en eller anden måde havde lært at kende.
De var bl.a. til bryllup i Indien hos en af Kirstens arbejdskolleger. Et bryllup, der varede 7 dage, og hvor de var de eneste danskere, der var med. Og de var til bryllup i Rumænien hos en af deres venner, hvis familier knapt kunne engelsk.

- Man man kommer langt med smil og fagter, smiler Kirsten.

Hun fortæller også, at de engang skulle have malet alle vinduerne på deres store stuehus i Tarm. Hun skrev ud på Facebook, om der var nogle, der ville hjælpe, så ville hun give mad og drikke. Der kom rumænske venner samt familie og hjalp.

- Det var måske ikke de pæneste vinduer bagefter, men skidt med det. Vinduerne blev malet, og vi havde en hyggelig dag, griner Kirsten.

På samme måde hjalp deres rumænske naboer også med at fælde træer på ejendommen. Og Jens Kristian og Kirsten hjalp de rumænere, der boede i området, med at få en kirke op at stå i et gammelt forsamlingshus.

- På landet hjælper man hinanden. Og det er jo sådan, at når du giver noget, så får du også noget tilbage, smiler Jens Kristian.