Transparent
Kom til Kolding

Jan synes, at Kolding er cool

Jan Buhl Larsen har et job i København. Alligevel er han flyttet fra sit hus på Sydsjælland til et drømmehus i Kolding, som han og kæresten Louisina Botofotsy faldt over på en gåtur

Der er udsigt til et bakket naturlandskab med skov, mark og græssende køer fra tagterrassen på Jans nye hus. Vel at mærke selv om huset ligger i Kolding. Altså i Kolding by. Man kan ane byens hustage bagved den lille skovs høje træer.

- Jeg flytter aldrig igen. Hvor får jeg sådan en udsigt som den her? Og så med så central en beliggenhed, spørger Jan retorisk.

- Og så har Kolding sjæl, charme og identitet. Det er det, der træder frem for mig, når jeg nu bor her. Jeg har fundet mit sted i et fredfyldt område tæt på alting.

Jan er oprindeligt fra Borris i Vestjylland, men har boet mange forskellige steder i Danmark og i udlandet. Mest på det afrikanske kontinent, hvor han har været udsendt for forskellige organisationer. I dag er han ansat hos TDC i København. Dét job fik han, da han kom hjem fra Afrika i 2019 og købte et hus i Dalby ved Køge.

- Man siger jo, der er mange jobs i København, men der er også mange om buddet. Men efter lidt tid fik jeg job som projektleder i TDC. Og jeg må indrømme, at jeg var lidt betænkelig ved, hvad chefen ville sige, da jeg skulle fortælle ham, at nu flytter jeg til Kolding, smiler Jan.

Men det gik godt. Chefen kunne se mulighederne i at have en projektleder med bopæl i Jylland, så de aftalte, at Jan kunne arbejde to dage om ugen på Sjælland og tre dage på hjemmekontoret i Kolding.

Kærlighed ved første blik

Men hvad var idéen med pludselig at flytte til Kolding?

Jo, der var sket det, at Jan gik en tur i Kolding sammen med sin kæreste Louisina. De var på besøg hos Jans forældre, der har boet i Kolding siden 1987. Og en aften gik de en tur i nærområdet, hvor Jan viste rundt. Han er kommet i Kolding, siden han var dreng, fordi hans moster boede på Alpehøj.

Da de skulle hjem til forældrene igen, syntes Louisina, at de skulle gå en anden vej. Og så kom de forbi et hus på Agertoften, som var til salg.

Louisina fortæller, at hun sagde til Jan:

- Har du set det, sikke et fantastisk hus! – Det var kærlighed ved første blik, beretter Louisina.

Og Jan måtte give hende ret.

- Det er et gammelt bondehus med stråtag, som vi godt kan lide. Huset var endda til at komme til for menneskepenge. Og det ligger helt fantastisk. Her er så stille, at man kan høre fuglene synge, og der er kort afstand til alting. Vi kan gå ind i byen. Og det tager få minutter at køre ud og købe ind. Hold op hvor jeg sparer både tid og penge, efter jeg flyttede fra landsbyen på Sjælland, hvor der var langt til alting, griner Jan.

Døgnåben genbrugsplads er et plus

Jan overvejede det kun i få dage, før han skrev under på handlen, og huset var hans.- Jeg havde ikke selv tænkt på, at jeg kunne flytte til Kolding. Jeg overvejede at flytte fra Dalby og købe et hus et andet sted. Men Kolding var ikke lige faldet mig ind. Så vi kan roligt sige, at det var huset, der fik mig til at flytte herover, forklarer Jan, men har også en anden grund.

- Jeg har mine forældre i Kolding. Og jeg tog alligevel ofte over og så til dem. Nu bor vi så tæt på hinanden, at jeg kan besøge dem i hverdagen og komme forbi til en kop kaffe. Det gør en stor forskel.

Han overtog huset i december 2024 og kunne flytte ind i det i marts 2025.

- Der var en del, der skulle ryddes op og sættes i stand. Og jeg er meget imponeret over, at Kolding har en genbrugsplads, der er åben 24/7. Det er virkelig god service, understreger han.

Kolding kan selv

Og faktisk er der langt mere, han er begejstret over.

- Jeg synes, Kolding er cool. Jeg kan godt lide, at byen ligger uden for Københavns sfære. På Sjælland orienterer alt sig mod København. Det gør de fleste andre byer til sovebyer, fordi hovedstaden er så rig på kultur og oplevelser, at man tager derind i stedet for at skabe noget selv i de mindre byer. Det tømmer byerne for vitalitet, påpeger Jan.

- Kolding har så meget og kan stå i egen ret og historie. Vi har Koldinghus som et vartegn, og der er en energisk befolkning. Der er aktiviteter i alle retninger, hvor jeg kigger hen. I erhvervslivet. I kulturlivet. Byen er mangfoldig. Og jeg fornemmer også overbevisning. Her er folk, der vil noget. Kommunen har f.eks. en bæredygtighedspolitik og forsøger at få befolkningen med. Det er meget prisværdigt, pointerer han.

Jan nævner også fordelen ved, at Kolding er et trafikalt knudepunkt. Han og Louisina bruger toget. Både når Jan skal på arbejde i København, og når de besøger hinanden. Louisina bor i Paris, men kommer til Danmark så meget, hun kan. De tager toget mellem Kolding og Hamborg og flyver resten af vejen.

- Jeg kan virkelig godt lidt at være her. Folk er søde og venlige, og jeg er blevet taget godt imod alle vegne. F.eks. kom naboen med blomster, smiler Louisina.

Louisina og Jan står i deres grønne omgivelser ved Jans hjem i Kolding.

Louisina og Jan står i deres grønne omgivelser ved Jans hjem i Kolding.