Bjarne fandt et drømmejob i Kolding
Hvis man har et nyt job – eller bare et job – på sin ønskeliste, kan det være en god idé at kigge efter ét i Kolding og omegn. For her er der rigtigt mange arbejdspladser og dermed også rigtigt mange jobs
Ifølge Danmarks Statistik var der 62.511 jobs i hele Kolding Kommune hen mod udgangen af 2023 (de nyeste tal). Det viser, at Kolding er en driftig erhvervskommune, hvor der ofte er jobåbninger.
Og det er et godt udgangspunkt for folk, der er på udkig efter drømmejobbet.
Skiftede Sønderborg ud med Kolding
En af dem, der har fundet lykken med et nyt job i Kolding, er Bjarne Nielsen.
For bare få år siden havde han ikke forestillet sig, at han skulle flytte adressen i Sønderjylland ud med en ny adresse i Kolding. Men det gjorde han i februar 2025. Bjarne er født og opvokset i Ulkebøl ved Sønderborg og har boet der stort set hele sit liv. Hans tre voksne børn bor også i Sønderborgområdet.
Men på et tidspunkt tog livet en drejning, som fik ham til at kigge langt omkring efter et nyt job, og øjnene faldt på Kolding.
- Jeg blev desværre arbejdsløs i en lidt uheldig alder. Det firma, jeg arbejdede for, gik konkurs. Og det var svært for mig at få et nyt arbejde i Sønderborg. Men jeg havde haft et tæt samarbejde med GLS i mit tidligere job, så på et tidspunkt spurgte jeg min daværende kontaktperson på GLS-hovedkontoret i Kolding, om de måske kunne bruge mig, og det kunne de heldigvis, fortæller Bjarne.
Kolding er et godt udgangspunkt
Han er ansat i eksportafdelingen og udarbejder eksportfortoldninger på pakker til Norge. Bjarne er meget glad for at arbejde i GLS.
- Jeg har aldrig oplevet en virksomhed, hvor man tager sig så meget af personalet. Jeg oplever, at det er vigtigt, at de ansatte trives, og at man er fuldstændig ligeglad med religion, hudfarve eller alder. Alle kan bruges, og det giver et rart miljø at være i, fortæller Bjarne glædestrålende.
Han blev ansat på kontoret i Kolding i 2021 og kørte dagligt frem og tilbage mellem bopælen i Sønderborg og jobbet i Kolding.
- Det gjorde jeg i 4 år. Men det er hårdt at køre så langt hver dag. Så jeg besluttede mig for at kigge efter en lejlighed i Kolding.
Han fandt én i et af de nybyggede højhuse med udsigt til Marina Syd fra sin altan. Og han har ikke haft betænkeligheder ved at slå sig ned et nyt sted i landet.
- Det har jeg ikke haft nogen problemer med. Mine tre børn bor alligevel alle sammen i Sønderborg, så jeg kan besøge dem samtidigt. Og mine kammerater bor mange forskellige steder rundt om i Danmark. På den måde er Kolding et godt geografisk udgangspunkt midt i landet, synes Bjarne.