Transparent
Kom til Kolding

Designbyen Kolding har fået nyt logo

UNESCO har et netværk af kreative byer i hele verden, og Kolding er med i netværket som designby - den eneste designby i hele Skandinavien. Kolding har været UNESCO-designby siden 2017, og nu har designbyen fået et nyt logo, som er skabt af Nina Gantriis Møller, der er studerer kommunikationsdesign på Designskolen Kolding

At designe. Hvad vil det egentlig sige, når man tænker det helt ind til kernen?

Det var det spørgsmål, Nina Gantriis Møller stillede sig selv, da hun sammen med andre studerende på Designskolen Kolding modtog en lidt speciel opgave. De skulle komme med hver sit bud på et nyt logo til designbyen Kolding. Opgaven blev stillet af Kolding Kommune i samarbejde med designskolen.

Det blev til 18 meget forskellige og godt gennemarbejdede forslag til, hvordan en designbys logo skal se ud. En dommerkomité stod for udvælgelsen. Den bestod af kommunikationschef Betina Aude Parastar, Trapholt, kreativ direktør Gitte Lindeborg, Flying October, chefkonsulent Mikael Sorknæs, Kolding Kommune og studielektor Lars Hoff-Lund, Designskolen Kolding.

Efter at have voteret grundigt, valgte de fire medlemmer Nina Gantriis Møllers logo som det bedste og som fuldt ud værdigt til at være designbyens varemærke. Logoet er efterfølgende blevet godkendt af UNESCO.


En krusedulle viser vejen

Nina har skabt et K, der ender i en krusedulle. For svaret på det spørgsmål, Nina stillede sig selv om, hvad det vil sige at designe, var dette:

- Essensen af at designe er at turde at eksperimentere og gå nye veje. Det er at være legende, og man skal være i bevægelse, forklarer hun.

- Det er det, jeg har forsøgt at vise med logoet. Stregen visualiserer designprocessen, fordi den først snørkler meget i starten og derefter tager en form for retning samtidig med, at den symboliserer det levende og det legende, påpeger Nina.

Designbyen Koldings logo.

Designbyen Koldings logo.

Elektrisk blå er eksperimenterende

Det modige i designprocessen er i Ninas logo repræsenteret i farvevalget. UCCN lægger op til, at logoet gerne må have en farve, men at det også skal kunne fungere i sort/hvid. Begge dele lever Ninas logo op til.

- Jeg har valgt en klar blå farve. Den er så blå, at den næsten er elektrisk. Når man ser den på en skærm, er det ligesom den vibrerer. Det synes jeg passer godt til en city of design, der jo er eksperimenterende. Jeg afprøvede også andre farver. En rød og en grøn f.eks., men de to farver er der allerede forbundet så meget med. Derfor bliver de ikke rigtigt opfattet som eksperimenterende, vurderer hun.

Nina er glad for, at netop hendes logo blev valgt.

- Det er altid dejligt, når andre sætter pris på det, man laver. Og det er jo en rigtig god ting at have i min portfolio, smiler hun.

FAKTA

Netværk af kreative byer

Kolding er nemlig af kun 42 designbyer på verdensplan - og den eneste i Skandinavien. Byerne er klassificerede som designbyer af UNESCO, der har et globalt netværk af kreative byer. Det hedder UNESCO Creative Cities Network, forkortet UCCN. I 2017 søgte Kolding Byråd om optagelse i netværket og fik ansøgningen godkendt.

UCCN har sit eget overordnede logo, mens designbyerne har hver sit logo, der skal kunne bringes sammen med det overordnede logo. I 2017 blev der skabt et logo til Kolding, som passede i stil til det overordnede UCCN-logo. Men UCCN har netop redesignet sit logo og har bedt netværksbyerne om at gøre det samme. I Kolding var det oplagt at tage fat i Designskolen Kolding og få studerende derfra til at komme med bud på det nye logo.

De må bruge logoet

Logoet kan anvendes af kommunen og officielle afdelinger og/eller organisationer, der er udpeget af kommunen til at fremme aktiviteter og partnerskaber, der har en direkte forbindelse med implementeringen af netværkets målsætninger. Det er bl.a. Dansk Design Center, Business Kolding, Koldinghus, Trapholt samt andre kulturinstitutioner og Designskolen Kolding, SDU, IBA og andre uddannelsesinstitutioner i Kolding Kommune. Logoet må ikke anvendes til kommercielle formål.

Nina Gantriis-Møller tegner. Ved siden af tegnepapiret ligger et print af designbyen Koldings nye logo, som Nina har skabt.

Nina Gantriis-Møller tegner. Ved siden af tegnepapiret ligger et print af designbyen Koldings nye logo, som Nina har skabt.