Transparent
Kom til Kolding

Her kan alle være med

Jordrup er et inkluderende samfund, mener Sonja Hovmand Steffensen, der flyttede dertil med familien, da de fandt drømmehuset i området

Det gik næsten i et hæsblæsende tempo, da Sonja Hovmand Steffensen og hendes mand Uffe besluttede sig for at flytte til Jordrup.

De bor i dag lidt uden for Jordrups byskilt i et hus, der fuldstændig matcher deres drømme. De havde ledt efter sådan et hus i 4 år, og de fandt det i Jordrup samtidig med, at de havde sat deres lejlighed på Blæsbjerggade i Kolding til salg. Der viste sig heldigvis hurtigt en køber, så inden for ca. to uger havde de både solgt og købt og var forvandlet fra byboere til landboere.

- Vi vidste, der var børnehave og skole til vores to piger, og at der var en brugs. Ellers kendte vi ikke området, men vi blev virkelig godt modtaget, fortæller Sonja Hovmand Steffensen.

De flyttede ind i det nye hus i februar 2018, og frem til sommerferien kørte de pigerne, der i dag er 7 og 12 år, til deres vuggestue og skole i Kolding.

- Vi mente, det var bedst for pigerne at skifte i forbindelse med en sommerferie. Men allerede inden ferien lå der en dag et håndskrevet brev i vores postkasse. Det var fra den klasse, vores store pige skulle gå i på Fynslundskolen efter ferien. De spurgte, om hun ville komme og møde sine nye klassekammerater og være lidt med i klassen inden ferien. Det blev vi simpelthen så glade for. Det betød, at hun følte sig som en del af klassen, inden alle gik på sommerferie, og på den måde kunne hun glæde sig til efter ferien i stedet for måske at gå rundt og være lidt spændt, fortæller Sonja.

Sonja Hovmann Steffensen mener, at Jordrup og Fynslund er et meget inkluderende lokalsamfund. Og der er plads til flere. F.eks. på den byggegrund, som hun står på her.

Sonja Hovmann Steffensen mener, at Jordrup og Fynslund er et meget inkluderende lokalsamfund. Og der er plads til flere. F.eks. på den byggegrund, som hun står på her.

Man hjælper hinanden

Den venlige modtagelse betød meget for familien, men den er kun en af årsagerne til, at de er glade for at bo i Jordrup.

- Det er et enormt inkluderende samfund. Man hjælper hinanden. Og det er virkelig rart at opleve, når man flytter på landet uden netværk. Hvis man vil være en del af et af de mange fællesskaber, så kan man det. Men man kan også sagtens lade være, hvis man hellere vil være sig selv. Der er plads til forskellighed, konstaterer Sonja.

Hun nævner som eksempel på den store hjælpsomhed, at der er en lokal Facebookgruppe, hvor folk bl.a. kan spørge om hjælp til forskellige ting. Selv har hun engang i en nødsituation spurgt, om der var én, der havde en bil, hun kunne låne. Og det var der sørme.

- Det er da flot sådan at låne sin bil ud. Jeg har også lånt dyner via gruppen.

Efter krigen brød ud i Ukraine, og ukrainerne kom til Danmark og Jordrup, lavede vi en indsamling af tøj og en stor fællesmiddag. Og det var helt vildt, hvad der blev doneret, og den store opbakning vi mødte. Det er det, der er så fedt herude. Folk byder virkelig ind med det, de kan, fortæller Sonja med jubel i stemmen.

Der er også flere i området, som har budt flygtningene ind i deres hjem – selv tog Sonja og familien i juli imod en flygtning, som stadig bor hos dem. En kvinde på 24 år, som er kommet i arbejde gennem netværk i lokalsamfundet, og som på den baggrund har fået opholdstilladelse.

Højt til himlen i #6064happines

Hun har ikke fortrudt én eneste gang, at hun og familien er flyttet til området.

- Alle kender alle og er på fornavne. Og der sker så mange ting, som man kan deltage i. Det passer meget godt med #6064happines eller #højttilhimlen, som vi ind imellem siger om os selv, smiler Sonja og slår ud med armene.

Hun har også engageret sig i forskellige fællesskaber i lokalsamfundet og er bl.a. med i en af en gruppe på 15beboere, der byder nye husejere i Jordrup og Fynslund velkommen. Én fra gruppen tager ud med en ”købmandskurv”, som er sponseret af SuperBrugsen, og fortæller om området.

Sådan ser en velkomstkurv ud, som leveres af den lokale brugs og udleveres af en af 15 lokale borgere, som tager rundt for at sige velkommen til nye husejere.

Sådan ser en velkomstkurv ud, som leveres af den lokale brugs og udleveres af en af 15 lokale borgere, som tager rundt for at sige velkommen til nye husejere.