Søren og Kristian Harresø - Ejere af HARRESØ Concept Store

Bag jernreoler spækket med livsstilsmagasiner og foldede t-shirts dukker et stort smil op. En form for ubesværet karisma. Smilets ejermand er Søren Harresø, den ene halvdel af en ikonisk Kolding-duo, der står bag en populær herretøjs-designbutik med samme navn; HARRESØ. Den anden halvdel er Kristian, Sørens lillebror. 

På hjørnet hvor Helligkorsgade og Østergade mødes på gågaden, driver brødrene deres concept-store. Herfra har de i fem år har klædt Koldings borgere stilsikkert på.

En stærk midtby trækker folk til

“Vores koncept med HARRESØ er ikke en storcenter-ting - det er en midtby-ting,” forklarer Søren, og understreger at Koldings historiske gågade rummer et unikt fællesskab og et nærvær, man ikke finder i et shoppingcenter. 

“Med vores stærke midtby og det fællesskab, vi har skabt i byen, har vi vendt en udvikling. Før tog folk fra Kolding til Vejle eller Fredericia for at shoppe. Nu oplever jeg, at folk fra Vejle og Fredericia kommer til Kolding.” fortæller han og påpeger, at det ikke kun er shoppingoplevelserne, der trækker mennesker til Kolding Kommune. 

“I Kolding finder du også et enormt konkurrencedygtigt miks af restaurationer og kultur- og naturoplevelser - alt sammen lige i baghaven.”

Kultur og gastronomi i Kolding Kommune

Når brødrene skal ud og spise, er det også midtbyen, der trækker. Her er der noget for enhver smag: 

“I midtbyen finder du restauranter, der producerer fransk gastronomi fra bunden, vegansk tapas med sæsonens råvarer eller mellemøstlige grillspyd stegt over kul.”

Kulturelt er Søren glad for kunstmuseet Trapholt, men historiske Koldinghus er også et besøg værd: “Nu har vi ét af de tre museer i Kongernes Samling, hvoraf de to andre er Amalienborg og Rosenborg. Det gør altså Koldings kulturelle liv helt unikt!” understreger han.