Maria Grønborg - Ejer af Mellow Mind

“Egentligt skulle jeg kun have været tilbage i Kolding på et kort ophold på seks måneder, Men roen, det grønne og pladsen til at gøre det, jeg brænder for, har fået mig til at blive her” fortæller Maria.

Fra en sidegade ved slotssøen i midten af Kolding driver Maria velvære-virksomheden Mellow Mind hvor hun i sit lyse kælderstudie producerer veganske sæber. Det startede som et hobbyprojekt med ting, hun havde i køkkenskabene, og i dag sælges Marias håndlavede sæber i fem forskellige lande.

Fra Kina til Kolding

Den milde sæbemagers egen rygsæk er også rig af udlandserfaring. Senest har hun boet seks år i Kina, hvor hun først arbejdede som manager for det danske designhus HAY og siden i en kreativ stilling for den kinesiske restaurantkæde Wagas. Nu er hun tilbage i sin barndomsby Kolding, hvor de første, spæde designdrømme fødtes - en by, der er kendt for sine designambitioner.

“Det har været overraskende nemt at flytte tilbage, og det har været nemt at få et netværk af ligesindede kreative mennesker, der kæmper for en stærk by med personlighed, ligesom jeg selv gør. Her er et godt fællesskab - og jeg har ikke brug for, at have et visitkort der beskriver, hvem jeg er og hvad jeg laver. I Kolding kan jeg lave dét, jeg har lyst til og være den, jeg vil.”

Den vilde natur er en vinder året rundt

Når Maria ikke præger numre i endnu et velduftende parti af sæbe, holder hun af den vilde natur, der er overalt i kommunen. Særligt har området omkring Strandhuse ved Kolding fjord vundet Marias hjerte: 

“Her er jeg glad for både at vinterbade, når de rå måneder er over os, og i foråret og om sommeren er det et fantastisk sted at stå på Stand Up Paddle Board og dyrke yoga."